Usædvanlig varme i Sibiren burde være et wake-up call

NOAA

Sibirien fremstår på billedet højrødt, fordi en ekstrem varme har hersket netop der i de seneste måneder. Kilde NOAA

De seneste måneder har det været særdeles varme i Sibirien, og det burde bekymre verdens politikere, men klimaet ligger i øjeblikket ikke højt i den politiske agenda.

Det er helt forståeligt, at den verdensomspændende coronaepidemi har førsteprioritet hos verdens politikere, for der er behov for handling her og nu. Men det ændrer ikke på behovet for en forstærket indsats overfor de klimatiske forandringer. Vi ser til stadighed usædvanlige vejrforhold rundt omkring på kloden, og man kunne fristes til blot at trække på skuldrene i en tro på, at sådan har det jo altid været. Rekorder bliver slået både i vejret og på atletikbanen.

Men det ville være en meget overfladisk betragtning. Vi er nødt til at gå dybere ned i substansen. De seneste måneder har Sibirien været usædvanlig varm og forleden kom så temperaturrekorden i Verhoyansk på 38 grader celcius – så høj en temperatur er der ikke tidligere målt nord for polarcirklen. Havde det nu kun været en enkelt dag var problemet ikke så stort, men varmen har floreret i området siden december, hvilket betyder at havisen nord for Sibirien er rekordlav ligesom permafrosten tør, og der er udbredte skovbrande. Netop disse forhold er en direkte konsekvens af de høje temperaturer og det tørre vejr – og de bidrager hver for sig til en selvforstærkende opvarmning af området.

Det siger sig selv, at selve rekorden i Verhoyansk sætter gang i klimadebatten blandt klimaforskere, hvor aktiviteten på de sociale medier har været ganske høj. Og der er tilsvarende stor aktivitet blandt de mere klimaskeptiske, der helst vil slå det hen, og i al fald ikke lade det være en del af en klimaforandring. Ydermere har verdens politikere tilsyneladende ikke overskud til at gå ind i debatten. Så hvad stiller vi så op med den sibiriske hedebølge?

Sandsynligheden, for at en sådan månedslang hedebølge med kulminationen i Verhoyansk kan forekomme i et klima uden global opvarmning, er nærmest ikke-eksisterende. Det udtalte Martin Stendel fra DMI til Politiken forleden, så vi må erkende, at opvarmningen er en barsk realitet, og det er alvorligt.

Vi ved at opvarmningen i Arktis sker dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit, og i den forstand er det ikke overraskende at Sibirien har det varmt. Snefaldet i den forgangne vinter var begrænset, så der skulle ikke bruges meget energi til at smelte sneen. Da sneen var forsvundet i det tidlige forår, kunne solenergien derfor tidligt bruges til at opvarme jordoverfladen og optø den frosne jord. Det sætter gang i forrådnelsesprocesserne i jorden, hvilket udleder både co2 og metan. Smeltesæsonen i den sibiriske is begyndte tilsvarende tidligt, og der åbne vand tilfører mere varme til kystområderne. Denne cocktail bliver til en selvforstærkende proces, der er svær at bryde.

Overordnet set er der en sammenhæng med positionen af den polare jetstrøm, der adskiller den kolde polarluft fra den lunere tropiske luft mod syd. I de senere år har der været en tendens til at netop denne jetstrøm stagnerer i sin bevægelse og dermed efterlader henholdsvis kulde og varme over de samme områder igennem længere tid. Det er et forhold vi selv har oplevet her i landet. I 2017 var det koldt og vådt i månedsvis og året efter i 2018 var det varmt og tørt også i månedsvis. Denne stagnation kan have relation til den stærke opvarmning af Arktis, som svækker jetstrømmen. Det er et forhold, som forskerne fortsat kikker på, men er det noget, vi kan ændre på?

Det korte svar er, at det kan vi ikke på kort sigt, men at det er muligt på længere sigt. Det efterlader os dermed med en dobbelt problemstilling, idet vi både skal tilpasse os det, der sker lige nu, og vi skal samtidig sætte gang i en grøn omstilling, som stabiliserer klimaet på længere sigt. Men det er lige så åbenlyst, at jo længere vi venter med at gøre noget, jo større forandringer får vi, og jo mere vil det koste at stabilisere klimaet. For den eneste måde, det kan ske på, er at reducere udledninger af drivhusgasser. Selv i et nok så progressivt land som Danmark med et politisk-grønt folketing er det vanskeligt at gøre noget hurtigt, hvorfor det implicit er endnu vanskeligere at gøre noget globalt. Men det ændrer jo ikke på det nødvendige behov!

Coronaepidemien betød at årets COP møde, hvor verdens politikere skulle mødes for at udstikke nye reduktionsmål i forhold til den gældende Parisaftale, er blevet udsat til næste år. Vi mister derfor efter al sandsynlighed et år i bestræbelserne på at nå målet på en maksimal temperaturstigning på to grader – og hvert år betyder noget. Ganske vist vil vi se en markant reduktion af udledningerne i år på grund af den nedsatte aktivitet forårsaget af epidemien, men det er jo en kunstig nedgang, som ikke har rod i en grundlæggende grøn omstilling.

Mit håb er naturligvis, at i takt med at aktiviteten igen går op, vil det ske på en mere grøn måde, men jeg må erkende min frygt for, at det økonomiske spørgsmål kommer til at veje tungest. Det vil være det letteste på kort sigt, men ikke på den lange bane, hvor omkostningerne både ved omstillingen og de klimatiske konsekvenser bliver større.

Ingen lande kan løse klimakrisen selv, vi skal have det internationale spor. Det burde være muligt i EU at enes om fremskridt, hvor CO2 afgifter skal være en krumtap, så det bliver dyrere at forurene og dermed billigere at lave grøn omstilling. Afvisningen af CO2-afgifter fra regeringens side på trods af klimarådets stærke anbefaling må stå for den største fejltagelse hidtil, men godt at der lige nu er rimelig konsensus, om end der udestår forhandlinger til efteråret om, hvordan afgiften skal skrues sammen. Danmark har en historisk mulighed for at vise verden, hvordan vi kan nå et ambitiøst reduktionsmål – vi har teknologi, innovation, viden og økonomi. Det må være et krav, at det grønne folketing nu bruger det givne grønne mandat fra vælgerne.

Det er dog ikke nok med EU. Vi skal gennem FN-systemet. De nye teknologier indenfor energi m.m. skal gøres tilgængelige for alle. De økonomiske forhold i den sammenhæng skal løses – muligvis gennem den grønne fond. Får vi ikke den internationale enighed, kan vi godt skyde en hvid pind efter to-graders målet, med de risici det indebærer for vore efterkommere.

I den forstand kan det jo være relevant at se på, hvordan den globale temperatur egentlig har det. Vi fik i 2016 er global temperaturrekord, som i høj grad var forårsaget af den stærke el Nino i Stillehavet – en naturlig tilbagevendende ændring af fordelingen af varmt og koldt vand, som altid øger den globale temperatur. Men i år har vi ikke nogen el Nino og alligevel er vi på vej mod et nyt rekordår. Både januar og maj måneder var rekordvarme globalt set. Ud fra et videnskabeligt synspunkt ser jeg frem til at se, hvordan resten af året forløber, men som menneskehed har vi ikke brug for flere varmerekorder.

Jeg ved, at jeg vil blive mødt med argumentet om, at vi globalt ikke har råd til den grønne omstilling lige nu, men vi har ikke råd til at lade være.

 

 

2 tanker om “Usædvanlig varme i Sibiren burde være et wake-up call

  1. Helt enig i at vi skal rykke på CO2. Husk at selv en totalt stop for udledning fra i dag, ikke vil garantere at global warming holdes under de “sikre” 2 grader. En ny rapport viser at landbrug allerede er den billigste måde til at trække CO2 ud af atmosfæren. Derudover kan en grøn planet holde sig selv kølig og afværge en række tørkeproblemer, bl.a. en del naturbrande. https://energypost.eu/10-carbon-capture-methods-compared-costs-scalability-permanence-cleanness/

  2. Co2- afgifter virker ikke. En velstående befolkning i de forskellige lande og verdensdele vil betale afgiften og fortsætte med af flyve på charterferie og indrette deres tilværelser med mange biler. I Vesteuropa har afgifter på op til 350 kr pr. flybillet været nævnt og det er der ingen charterturist i DK der ikke har råd til. Og det forklarer også hvorfor branchen spiller med: vi betaler lidt aflad og flyver så videre. Landtrafikken opfører sig på samme måde. Der investeres vildt i transportcentre udelukkende beregnet til lastbiler i stedet for godstog, og så venter man bare de ti år til brintsystemerne er færdigudviklede. Og forestil Jer hvor meget NoX, Co2, gummistøv og så videre der havner i naturen i den tid. Koronatiden viste hvor meget biltrafikken udleder, og politikerne har ikke ønsket at følge det op. Desværre er løsningerne langt væk når hverken politikere eller befolkninger vil spille med. Et lavpraktisk eksempel kunne være fra min egen by Aarhus: Letbanen udsættes for daglig kritik blot fordi den er der, politikere er mere interesserede i parkeringspladser end cykelstier, og man reagerer slet ikke på koronanedlukningens 30% renere luft i bymidten. Det bli’r en lang vej at gå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.