Naturbrandenes anatomi er en vekselvirkning mellem det ødelæggende flammehav og den efterfølgende fornyelse.
Hver eneste sommer er en region eller landområde på kloden genstand for voldsomme destruktive kræfter i form af naturbrande. Vi ser med skrækslagne blikke på de mange meter høje flammer og føler med de mennesker, som i værste fald omkommer i katastrofen eller som får ødelagt store værdier – både økonomisk og hele deres livshistorie. Sjældent bliver omfanget og katastrofen så omfangsrig, som det senest er set i både Sverige og Grækenland, men ild er en voldsom fortærende kraft.
Det er derfor naturligt, at ild i mytologisk henseende har spillet en væsentlig rolle. Mest udtalt vel nok i den universelle genfødsel efter Ragnarok, hvor verden går under i et flammehav. I mindre målestok sidder dværge i vulkaners indre og smeder våben med stærke kræfter eller skaber smykker med overnaturlige kræfter, som vi kender det fra Ringenes Herre, hvor de magiske kræfter kun kan ophæves ved den vulkanske ild. I den kristne religion finder vi ilden i Skærsilden, hvor mennesket gennemgår en renselsesproces for alle sine synder for derefter at blive frelst.
Verden over kan man finde ilden i mytologien, og det er gennemgående, at ilden sammenstiller både destruktion og fornyelse.
I den græske filosofi, som den blev formuleret af Aristoteles – og før ham Empedokles – var ilden et af de fire elementer, hvor de tre øvrige var luft, vand og jord med hver deres årstid. Ilden hørte til sommeren, hvad måske netop fortæller, at det også på den tid var årstiden for naturbrande. Der er i den forstand ikke noget nyt i selve hændelsen, men konsekvenserne virker umiddelbart større i vores tid, selv om menneskene i datidens Grækenland også mistede både liv og værdier i datiden brande.
Naturbrandenes fysik
Det er ret enkelt at sætte ord på betingelserne for at en naturbrand kan opstå. Naturbrande opstår nogle gange naturligt, og i andre tilfælde, som nok er de fleste, opstår de ved menneskelig påvirkning. Men fælles for dem alle er, at naturen først skal gennemgå en udtørringsperiode, hvor vandet i jorden og planterne fordamper og efterlader tørt brandbart materiale. Helt naturligt er vejret en vigtig medspiller her, for udtørring sker, når vandet fordamper, uden at der tilføres vand fra andre kilder – og her tænkes især på nedbør. Det er muligt til en vis grad at imødegå udtørring ved hjælp af kunstvanding, men det er både dyrt og besværligt. I områder med vandløb, kan vandet herfra ledes ind over markerne, men jo kun i det omfang, hvor vandløbene kan vedligeholdes med vandtilførsel fra fjernere liggende egne.
Set hen over jordkloden er der i klimasystemet indbygget områder, hvor tørke helt naturligt opstår. Det er især de subtropiske højtryksområder, der er beliggende i to bælter omkring 30 – 40 grader nord og syd. Disse områder opstår på grund af den generelle atmosfæriske cirkulation, som overordnet inddeler jorden i seks zoner – tre på hver halvkugle. Hver halvkugle har dermed et passatvindsområde fra Ækvator til 30 grader N/S, et vestenvindsbælte mellem 30 og 60 grader N/S og et område med polare østenvinde fra 60 til 90 grader N/S.
De førnævnte subtropiske højtryksområder dannes mellem passatvindsbæltet og vestenvindsbæltet. Men der er tilmed en årstidsvariation, så de subtropiske højtryk i sommerperioden trækkes mod polerne, hvorfor de på den nordlige halvkugle i sommerperioden kan ligge omkring Middelhavsregionen.
I højtryksområder er der i atmosfæren en generel nedsynkning af luft. Den bevægelse vil udtørre luften og forhindre dannelse af store skyformationer. Det er derfor Middelhavsregionen om sommeren er destination for mange ferierejsende, der gerne vil være nogenlunde sikre på varmt og solrigt vejr.
Skovbrandenes anatomi
Netop det varme og solrige vejr har en bagside, som sjældent registreres hos feriefolket, der oftest befinder sig i kystområderne. Inde i landet vil solen sammen med højre temperaturer og mangel på nedbør skabe grundlaget for naturbrande. Såfremt antænding ikke finder sted, vil planter og træer blot tørre ud uden andre konsekvenser, end at væksten formindskes. Da dette er en tilbagevendende situation hvert år omkring Middelhavet, er den normale plantevækst i området vant til det som en del af plantens livscyklus.
Men af og til vil der ske en antænding. Det kan ske naturligt ved et lynnedslag, hvis betingelserne for tordenbyger opstår. Det kræver varme, fugtighed og specielle temperaturforhold op gennem atmosfæren, men det er ikke ualmindeligt, at sådanne situationer opstår. Lyn, der slår ned i tørre skovområder, kan så antænde træerne, og naturbranden er en realitet. Den regn, der også er en del af tordenbygen, vil ikke nødvendigvis kunne slukke det antændte træ. Dels falder regnen i et meget lille område, som ikke nødvendigvis er dèr, hvor lynet slog ned, og dels kan tordenbyger være dannet højt oppe i atmosfæren, hvorfor regnen når at fordampe, inden den når ned til jordoverfladen.
Menneskelig indblanding er mere mangfoldig og skyldes i langt de fleste tilfælde uforsigtighed og ubetænksomhed. Direkte antænding kan ske med henkastede cigaretskod eller fra bål og grill, der ikke bliver slukket helt. Mere overraskende er det nok, at glasstumper fra flasker kan virke som brændglas, når solen skinner, og på den måde kan antænde tørt græs.
Uanset hvordan antændingen foregår, vil lokale forhold efterfølgende være afgørende for, om branden kan brede sig. Det vil være et spørgsmål om, hvor meget brændbart materiale, der er til rådighed, og vejrmæssigt vil vinden være en helt afgørende faktor. Stille vejr vil gøre slukning lettere, men ilden og den varme, der fremkommer, vil kunne skabe sit eget lokale vindsystem. Den varme, ilden producerer, vil opvarme luften, som derefter stiger til vejrs. Dette vil medføre, at luft fra siden trækkes ind i flammehavet for at kompensere for den opstigende luft. Det skaber kraftige vindstød, der kan få flammerne til at springe mange meter. Netop disse vindstød er fuldstændig uforudsigelige og dermed en af de største risici i disse naturbrande.
Blæst er i øvrigt også en vigtig faktor ved de tilbagevendende skovbrande i Californien. Når de optræder i det sene tørre efterår, er der risiko for, at kold – og dermed tung – tør luft fra højtliggende plateauer i Rocky Moutains suser ned gennem dalene mod Los Angeles. Denne vind, som kaldes Santa Ana, kan være særdeles stærk og kan komme med orkanstyrke. En igangværende skovbrand i de områder med bl.a. olieholdige eucalyptustræer vil blusse kraftigt op og være meget svær at få under kontrol.
Eftersom de subtropiske områder hvert år udsættes for denne udtørring, har både befolkninger og naturen her lært at leve med den risiko, og deres beredskab er sædvanligvis højt for at kunne sætte ind, hvor det viser sig nødvendigt Kun sjældne gange bliver naturbrande så omfattende, at der tales om katastrofer. I de senere år har vi dog set eksempler på det i både Portugal, Spanien og Sydfrankrig. I denne uge har vi desuden set områder i Grækenland tæt på Athen, hvor brande pludselig udviklede sig voldsomt i nærheden af beboede områder.
Mange gange vurderer myndighederne, om en naturbrand blot skal have lov til at brænde ud af sig selv. Det kan ske, hvis det antændte område ikke udgør en større risiko for spredning. Men der er også holdninger, der siger, at de brande, der opstår, kan medvirke til en foryngelse af naturen. Det er velkendt, at et udbrændt område, hvor træer og buske i årevis har forhindret sollyset i at nå ned til jordoverfladen, det følgende år springer i blomst på en helt ny måde, fordi frø har ligget gemt i jordskorpen og blot ventet på lys og varme.
Katastrofen i Yellowstone
Selve tanken om, at naturbrande er en del af naturens cyklus, har været en del af naturplejen mange steder – bl.a. i Yellowstone Nationalpark i Wyoming USA. Her vedtog man i 1972, at ild forårsaget af naturens egne kræfter i Yellowstone Nationalpark, skulle have lov til selv at brænde ud eller bliver slukket af et naturligt regnvejr. Brand forårsaget af menneskers uforsigtighed eller ligefrem pyromani skulle derimod slukkes. Da en brand opstod den 22. juni 1988 på grund af et lynnedslag, lod man den derfor brænde, men vejrforholdene var ugunstige, for der kom ingen regn, og blæsten tog til. Det brændte herefter frem til midt i oktober og over 3200 km2 skov blev til aske. Efter den hændelse vedtog man i 1992 mere specifikke regler for, hvornår en brand kan få lov til selv at brænde ud.
Før europæerne invaderede Nordamerika, anvendte indianerne kontrollerede naturbrande til forskellige formål. Man brugte ild til at rydde arealer for landbrug, men også afbrænding af præriens store græsarealer skulle forhindre buske og træer i at få fodfæste. Derved fik græsset de bedste betingelser til gavn for de store dyreflokke, der var indianernes jagtbytte. Netop i jagten kunne indianerne også anvende ild til at lede byttedyrene hen til områder, hvor de var lettere at få ram på.
Kontrollerede brande
I hvilket omfang disse påsatte brande kom ud af kontrol for indianerne, er der ingen data på, men ideen om ved hjælp af ild at lave naturpleje er opretholdt til i dag. En vigtig forudsætning for at kunne kontrollere en naturbrand er, at mængden af brændbart materiale mindskes. Derfor fjernes døde træer og tør underskov i områder, hvor en afbrænding skal finde sted.
Herhjemme var afbrænding af marker efter høsten frem til 1990 et ganske almindeligt middel til at fjerne overskudshalm, som det ikke kunne betale sig at samle sammen. Det var billigere at brænde det af end at pløje det ned, selv om gødningseffekten her var større. Men halmfyr og anvendelse af halm i varmeværkerne betød, at der efter 1990 kunne være en bedre udnyttelse af overskudshalmen, hvor det blev forbudt at lave markafbrænding.
Set i lyset af debatten om klimaændringer og det deraf større fokus på udledning af CO2, er det bestemt heller ikke hensigtsmæssigt at brænde organisk materiale af i den frie natur. Udledningen af CO2 vil øge den menneskeskabte drivhuseffekt og dermed øge den mængde energi, der bliver tilbageholdt i jord- atmosfæresystemet. Det vil sætte ekstra skub i klimaændringerne, så den udledning kan vi sagtens være foruden – og det ser ud til, at naturen selv kan sørge for en vis afbrænding af træer hvert år.
Super sobert og informativt indlæg. Tak.
Netop
Lidt perspektiv er vis gavnligt, som her 🙂
Befriende med videnskabelig saglighed. Tak for det . Hr Theilgaard
Jeg synes, det er en rigtig informativ, saglig, professionel og veldokumenteret, fagligt valid artikel. Tak for den Jesper – jeg blev klogere …
En fornøjelse, når klimaformidling bliver formidlet, af nogle, som virkelig ved hvad de taler om. Det kan vi ikke få for meget af.
Jeg har et spørgsmål hvilken pårvirkning har skovbrande på drivhusgasserne?
Hej Ruben
Skovbrandene har især to påvirkninger. Selve afbrændingen udleder naturligvis CO2 – og i store mængder.
Dertil kommer at sod og partikler sendes op i atmosfæren, hvor det kan sløre solen og skabe en smule afkøling, men samtidig falder det sorte aske i et vist omfang end på isområde og gør isen mørk. Den mørke is reflekterer ikke sollyset som den hvide is gøre det. Den hvide is har en høj albedo.