Billede af en ren blå himmel under coronakrisen som et symbol på den lave menneskelige aktivitet i denne tid. Foto Jesper Theilgaard

7. april 2020

(Dette indlæg er i beskåret form trykt i Information i dag)

Coronakrisen giver begrænsninger, men også muligheder

Der er vendt op og ned på verden den seneste måned. Alt hvad vi har taget som en selvfølge er med et slag væk. Børnene kan ikke gå i skole, vi kan ikke passe vores arbejde på normal vis, vi kan ikke holde familiefester, vi kan ikke gå ud at spise eller til koncert, vi kan ikke se vores børn og børnebørn og heller ikke vores venner.

Vi har været vant til at kunne købe alting, men lige nu er netop det ligegyldigt. Alt er med et forandret.

Ingen havde forestillet sig, at verdens lande og byer så hurtigt lukkede ned, for vi er ikke vant til, at politikerne kan håndtere store globale problemer – som f.eks. klimaproblemet. Ganske vist er krisehåndteringen ikke aftalt på internationale konferencer, men derimod gennem mere nationale strategier – omend der dog er en vis ensartethed kloden over.

Men det åbner for det næste store spørgsmål – hvad så nu? Coronakrisen varer ikke ved. En pandemi har en udløbsdato, hvor verden skal tilbage på sporet og blive mere normal.

Debatten om klimaet, som var det helt store emne under valgkampene sidste år, er helt forstummet, men det er jo ikke det samme som, at problemet ikke eksisterer. Vi har haft et utal af klimademonstrationer skabt af den unge generation, men det har indtil nu ikke haft den helt store betydning – udover en klimalov, som indtil videre ikke har fået en handlingsplan. Vi skal bygge videre på de unges engagement. Det er deres fremtid.

Det er blevet bemærket, at luften i byerne nu er blevet markant renere, hvor biltrafikken er minimeret, og på himlen ses ingen flystriber, for også flytrafikken er blevet begrænset. Det viser med al ønskelig tydelighed, at det er muligt at ændre på tilstanden i løbet af meget kort tid. Det nytter dog ikke, hvis det er på bekostning af økonomien – for der skal jo penge til omstillingen.

Men faktisk bør politikerne bruge den aktuelle krise til at lægge nye linjer ud for samfundets udvikling i de kommende år – f.eks. mere vedvarende energi, mere bæredygtigt byggeri, mere klimavenligt landbrug, få sat gang i hurtigladestanderne, så der bliver et incitament til at skifte bilen ud. Det ville skabe en renere luft i byerne – sådan som vi oplever det i øjeblikket.

For vi er jo omstillingsparate – vi retter ind som lovlydige borgere og bruger tiden i øjeblikket på at filosofere og finde nye måder at være sammen på. Det er positivt, og det bør få os til at tænke over, om den ”gamle” livsform med overforbrug af materielle goder, som vi måske hverken har brug for eller plads til, egentlig er meningen med livet.

Der er ikke tvivl om, at udledningen af CO2 og andre drivhusgasser er nedsat i øjeblikket, men det vil formentlig ikke fortsætte, for verden vil om ikke så længe vende sig mod det mere normale – i al fald den form for normalitet, som vi så det før coronakrisen, hvor vi udleder flere drivhusgasser år efter år.  Vi skal derfor skabe forandringer, når den aktuelle krise ebber ud, men vil det overhovedet være muligt?

Umiddelbart ser det svært ud. Når regeringerne ophæver begrænsningerne, så alle kan komme på arbejde igen, vil vi formentlig se, at samfundene vender sig mod det trygge og kendte, hvilket så vil sige, at vi gør, som vi plejer. Der er næppe ret mange – om nogen overhovedet – der vil bruge ekstra tid til nye omstillinger, for der er jo et tab, der skal hentes ind. Vi skal producere og fabrikere og påny sende varer rundt i den globale verden. Så det mest sandsynlige er derfor, at der overordnet ikke kommer til at ske noget som helst! Alt vil blive som før – eller vil det?

For hvis vi som enkeltpersoner har ændret os og vil gøre tingene lidt anderledes, så vil virksomhederne skulle tilpasse sig forbrugernes ønsker. Det ligger i virksomhedernes DNA. Der er jo ikke grund til at producere noget, som ingen har lyst til at købe. Så her har vi som forbrugere et enormt ansvar, og vi bør spørge os selv om, hvad vi egentlig har brug for.

I den sammenhæng gav min søn mig et tankevækkende citat af Svend Brinkmann, som sætter nutidsmennesket i perspektiv – for er det virkelig sådan vi er og bliver set på af ”samfundet”?

»Prøv at se på det sociale system. Her ser vi også kun mennesker som ressourcer, der skal optimeres og udnyttes. Mennesker er ikke bare mennesker, men noget, vi skal have mest muligt ud af relativt til et eksternt sæt af standarder, f.eks. en bundlinje, et bnp, et kompetenceregnskab, eller hvad det måtte være. Det er inhumant. Vi har reduceret mennesker til ressourcer på linje med olie. Bare se på, at vi taler om human ressource management, hvilket jo er en ret grim term, når man tænker over det. Det reducerer mennesket til et råstof: Mennesket og menneskers kreativitet skal udnyttes bedst muligt. Det gennemsyrer alt, det her«.

Det er dog påfaldende positivt, så hurtigt vi har tilpasset os nye vaner i vores omgang med hinanden – fordi vi alle kunne se nødvendigheden af den ultrahurtige nedlukning. Måtte den samme velvilje også gøre sig gældende, når det gælder biodiversitet og klima.

Vi har fået øjnene op for hinanden og for naturens skønhed. Vi strømmer ud i naturen, hvor vi kan fornemme, hvad vi egentlig er en del af på denne klode, som vi har til fælles. Det vil være en historisk fejl, hvis vi – regeringer, virksomheder og enkeltpersoner – bare fortsætter som før coronakrisen og dermed ikke sørger for at påbegynde den nødvendige forandring. Vi ved jo, at det er nødvendigt, og at den kommer. Så hvorfor ikke udnytte muligheden, når den er der – lige nu!

 

 

3 tanker om “Selvfølgeligheden er sat på stand-by

  1. Kære Jesper Theilgaard,
    Tak for et godt skriv med både opmuntring og opfordring. Skønt, at du henvender dig til en bred del af befolkningen i enkle formuleringer – på trods af et kompliceret budskab.
    Og tak for din vedholdenhed. Det er ikke altid let at være budbringer for så mange døve ører!

  2. Danmarks Dronning er med sine klimaskeptiske udtalelser gået ind i politik. Det er ikke hendes opgave! Dronningen bør dementere – eller abdicere!
    Tænk at hun tillader sig at være skeptisk og POLITISK. Husker Margrethe ikke sin farfars påskekrise? Utroligt og ufatteligt dumt, og desværre med den ubetingede royalisme i dette land, er det brændstof på det klimaskeptiske bål. Endnu en grund til at blive/være republikaner!
    God påske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *