Der var meget symbolik i det klimatopmøde, som den franske præsident Macron var vært for i går. Men når symbolikken samtidig ledsages af stærke statements er den faktisk ikke uden betydning.
Alene det at samle mange af verdens ledere i Paris på to-årsdagen for Parisaftalens indgåelse er en symbolsk handling, der skal vise, at den franske præsident nu sætter sig op på den høje hest for at vise vejen mod en løsning af klimakrisen. Al respekt for at vise klimalederskab – et lederskab, vi har savnet længe. Tidligere generalsekretær for FN Ban-Ki Moon gjorden det samme i september 2014, hvor han indkaldte til klimatopmøde i New York for at give verden en opsang forud for den store klimamøde i Paris året efter.
Macron fik samtidig mulighed for at udstille den amerikanske præsident Trump som uønsket i klimadiskussionen. Dels blev Trump ikke inviteret, og dels inviterede Macron amerikanske klimaforskere til Frankrig, hvor de vil få gode muligheder for at fortsætte deres forskning, der sandsynligvis ville få svære vilkår i USA under Trumps præsidentperiode.
Flere af verdens ledere udnyttede Macrons møde til at vise velvillighed overfor den haltende finansiering af klimatilpasningen i flere u-lande. Under det seneste COP-møde – det 23. i rækken – i Bonn, var netop klimafinansiering blandt stridspunkterne, og en mere varig løsning blev udskudt til næste år. Men nu i Paris kunne lederne få nogle vigtige politiske point ved at øge bidragene til den grønne fond eller andre klimatiltag. Vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen udnyttede også begivenheden ved at hæve Danmarks bidrag til FN’s klimapanel med fem mio. kroner over fem år. Det var også en pæn symbolsk handling, der skal vise at Danmark i internationale sammenhænge gerne vil være med, men der skal nok mere til, hvis Danmark igen skal gøre sig gældende på de internationale klimascene.
Det store altoverskyggende spørgsmål er dog hvordan, hvornår og hvor meget Parisaftalen fra 2015 kan gøres mere ambitiøs. Det kom der naturligvis ikke nogen beslutninger om, men mon ikke man under middagen eller i andre møder uden for journalisternes rækkevidde, har diskuteret netop det spørgsmål. Alle ved jo, at de reduktionsmål, der lige nu er påhæftet Parisaftalen, ikke kommer til at begrænse temperaturstigningen til under de berømte to grader.
Den diskussion bliver mere intens i 2018, hvor vi både får IPCC’s rapport om emnet i begyndelsen af oktober, og en måned senere mødes landene så i Katowice i Polen til COP24, hvor der bliver god mulighed for at vise lederskab hen imod et øget ambitionsniveau for Parisaftalen. Macrons netop overståede klimamøde i Paris kan derfor vise sig at have været mere værdifuld, end de symbolske handlinger, vi har været vidne til. For når verdens ledere samles om klimaspørgsmålet udenfor de vanlig COP-møder, vil der være en større chance for, at de, når det rigtig gælder, bliver enige om større tiltag, der kan medvirke til at løse klimakrisen.
Det næste år vil vise om jeg får ret i den antagelse.
Jesper Theilgaard, du skriver blandt andet i, MACRONS VIGTIGE SYMBOLSKE KLIMAMØDE.
“er den faktisk ikke uden betydning”.
– Jeg synes meget bedre om, når “man” udelader IKKE, og i stedet skriver og siger” hvad man konkret mener.
Jeg kunne særdeles godt tænke mig, Jesper Theilgaard, at tekster som den øverste linje, hvor der står:
”ikke uden betydning” udtrykte hvad du mener, i stedet for noget du IKKE mener.
I øvrigt er der vel intet på Jorden, der ingen betydning har!
– Jeg synes, at ”IKKE” bliver mere og mere misbrugt, af næsten alle mennesker,
så du er på ingen måde, den eneste eller den værste.
I øvrigt mener jeg det er rigtig fint, at Macron inviterede amerikanske klimaforskere til Frankrig,
hvor de vil få gode muligheder for at fortsætte deres forskning”.
Men jeg mener også, at det er fantastisk dårligt, at man hovedsagelig fokuserer på HOVSALØSNINGER,
i stedet for at gøre en reel indsats, for at rette op på den reelle årsag, til vores alvorlige klima – og miljø – problemer, i bred forstand.
Jeg mener at hovedårsagen til vores nuværende alvorlige problemer er,
at vi er for mange mennesker på Jorden, samt at antallet forøges hurtigere og hurtigere.
Det er specielt her der skal sættes ind med, at få menneskene til at forstå dette,
og at dette skal ske med fredelige midler: ”Motivation og lignende”.
Den metode som du skriver om, at Ban-Ki Moon gjorde i 2014, var jo absolut ”et fejlskud”,
ud fra det faktum, at det på ingen måde var en Fredelig Motiverende Metode, han anvendte.
Ordlyden med en opsang, tyder jeg som en ”Voldsmetode”!
Det med en haltende finansiering af klimatilpasningen i flere u-lande,
hører efter min mening også til de mange andre HOVSALØSNINGER,
der fremlægges af ”Storfinansen”, som et plaster på det sår, de selv – i stor udstrækning – har skabt.
Jeg vil sætte pris på en tilbagemelding fra dig Jesper, da et af mine ”livsmål” er,
at påvirke livet på Jorden, på en positiv måde, for både Dyr, Planter og Mennesker,
i den nævnte rækkefølge. Og i det mener jeg, at du må været en god samarbejdspartner.
M.v.h.
Steen Hansen.
Kære Steen Hansen
Jeg er sådan set enig i de fleste af dine betragtninger. Når jeg anvender “ikke”-versionen i begyndelsen skal det ses som modvægt til netop den holdning, der siger, at mødet kun var symbolsk – hvorfor jeg faktisk mener mødet havde en stor betydning.
Finansieringen kan du godt kalde hovsa-løsning, men ikke desto mindre er den nødvendig for at støtte u-landene i deres omstilling.
Til gengæld var Ban Ki Moons møde i 14 ikke et fejlskud, da det faktisk medførte, at landene fik sat gang i deres klimaplaner.
Ja vi skal ændre vores måde at være til stede her på kloden – og det går bedst på den positive måde.
Bedste hilsner
Jesper