Frem til valget – Klimaforeninger råber politikerne op på Christiansborg

Klimapåmindelsen

Hver torsdag, frem til valget, mødes klimaaktivister til demonstration i Rigsdagsgården foran Christiansborg. Formålet er at gøre politikerne opmærksomme på hensynet til klimaet. Klimaet, skal tænkes ind i al fremtidig lovgivning, hvis det stod til Klimapåmindelsen, som de fremmødte tilsammen, kalder sig.

Klimapåmindelsen består primært af 4 forskellige foreninger: 350 Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion og frivillige aktører, der stod bag Folkets klimamarch i september 2018. Hver torsdag morgen, siden november 2018, står de klar med morgenbrød samt en taler, der deler sit syn på klimaforandringerne og fremtiden i Danmark.

Hvem interessere sig for klimaet?

Vi her på Klimaformidling.dk, har været ude og snakke med nogle af de fremmødte, for at høre dem om, hvorfor de deltager og hvorfor de finder det vigtigt, at tage højde for klimaet, når der laves politik inde på borgen.

 

 

Harald- Foto taget af Anna Benda d. 3. januar 2019

Hvem: Harald (22) læser statskundskab ved KU
Tilknyttet: Folkets Klimamarch

Hvorfor er du med i dag?

Jeg er her for at vise vores politikere, at klimakampen ikke kun er, når vi samles på gaderne eller når det foregår i debatsiderne på diverse medier. Det er noget, der skal indtænkes i alt den politik vi laver. Så, det er vigtigt, at vise politikerne, at lige meget, hvad de går ind og stemmer om, om det er erhvervspolitik, flygtningepolitik eller skolepolitik, så skal vi tænke klimaet ind i det hele. Klimaet er ikke et ressortområde, der er uafhængigt af andre områder. Det er et område, der skal gennemsyre alt politik. Som økonomi gør i dag, for eksempel. Og dermed ikke sagt, at eksisterende politik er ligegyldig, men politikerne skal være bedre til at tænke klima ind i totalpolitikken.”

 

 

 

 

 

Ariel – Foto taget af Anna Benda d. 3. januar 2019

Hvem: Ariel (27)
Tilknyttet: Den Grønne Studenterbevægelse

Hvorfor er du med i dag?

Jeg er her i dag, fordi at alt politik, det er simpelthen klimapolitik. Uanset, hvad man har lyst til at interessere sig for i den her verden, i fremtiden, om det er et godt sundhedsvæsen eller stabile flygtningestrømme, så afhænger det af, om vi har en stabil og bæredygtig verden, som kan rumme de her ting. Så, det er en slags forudsætning at være interesseret i klimapolitik, for at være interesseret i alt muligt andet. Så, jeg mener nærmest, at det er en form for borgerpligt at gøre politikerne opmærksomme på, at de skal tage det her seriøst. Fordi at alt andet de går og snakker om, det har ikke nogen relevans, hvis de ikke først sørger for, at vi har et stabilt og bæredygtigt samfund, som kan bære alle de andre ting vi har lyst til at lave.

 

 

 

 

 

Emil Månsson – Foto taget af Anna Benda d. 3. januar 2019

Klimaomsorg for fremtiden

Dagens taler, var Emil Månsson. Hans tale fokuserede på, hvordan borgere og politikere i Danmark, i dag, har en etisk pligt til at skabe et samfund, der tager højde for fremtidens generationer:“I praktisk-politiske termer kan ‘omsorg for fremtiden’ oversættes til ’solidaritet med kloden’, dvs. ansvar for alt det vi deler med fremtidens borgere: vand, luft, skov, natur, øko- og klimasystemer osv.”, skriver Månsson om sin tale på mediet Facebook.

På Facebook, kan der findes information om fremtidige torsdage, hvor Klimapåmindelsen mødes samt et længere indlæg fra Emil Månsson til magasinet Eftertryk.

 

En tanke om “Frem til valget – Klimaforeninger råber politikerne op på Christiansborg

  1. Kære Jesper Theilgaard, dejligt at du skriver om de forskellige aktiviteter, der sker derude. Jeg håber, at du snart skriver det blogindlæg om tippingpoint og dominoeffekterne, du halvvejs lovede for ca. et halvt år siden. Det er mit indtryk, at de fleste stadig ikke har forstået, hvorfor det er så vigtigt at vi reagerer NU og ikke senere. Du har respekt hos en stor del af befolkningen i Danmark, så du er en alle lytter til. Det kunne være så fint, hvis vi kunne dele dine ord om dette yderst vigtige emne. Jeg er sikker på, de ville få en stor effekt.
    Meget håbefulde hilsner, Ellen Birgitte Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.