I de fleste af livets områder er kommunikation en helt central del af tilværelsen. Hvis ikke vi formår at fortælle hinanden, hvilke intentioner vi har, eller hvad vi agter at foretage os, så mister samfundet sin sammenhængskraft.
Mennesket kan som art kun overleve, fordi vi er gode til netop at kommunikere.
Men vi glemmer ofte, hvordan vi kommunikerer bedst. I dag, hvor sociale medier og korte sms’er er mange menneskers mest umiddelbare kommunikationsform, opstår risikoen for, at vi netop glemmer, hvordan vi bedst kommunikerer. Derfor breder begrebet ”fake news” sig som en steppebrand, fordi der er ikke noget filter.
Det gælder også i forhold til kommunikation om klima og klimaændringer. Her er der mange faldgruber, og det der kan lyde rigtigt og overbevisende, kan vise sig at være helt forkert.
Gennem de seneste årtier har lobbyer for kul, olie og gas været særdeles gode til at fortælle om goderne ved de fossile brændsler, mens de samtidig har benægtet, at klimaændringer overhovedet finder sted.
Det har dog ændret sig lidt i de senere år – vel fordi styrken af de mange hændelser kloden over, ikke kan forklares på anden måde end at den globale opvarmning spiller ind, så det nu er åbenlyst for enhver, at noget er helt galt
På COP23 tales der også om kommunikation, og om hvordan den bedst foregår. Der er mange forslag og ideer, men gennemgående er, at kommunikationen skal være nøgtern, videnskabeligt funderet, letforståelig og gerne med gode eksempler. Det nytter derfor ikke, at anvende de mere dystopiske og dommedagsagtige fortællinger, for de vil aldrig få folk til at ændre vaner eller holdning.
Det betyder, at de store ”Breaking News”-typer ikke så bør komme i anvendelse, men derimod skal en mere dybtgående fortælling tage over. Kort sagt bør sensationslysten trækkes i baggrunden til fordel for reel klimaformidling. Det drejer sig også om at konkurrencen om ”at komme først med nyheden” ikke bør være så tiltrækkende, da den reelle og sandfærdige formidling bør og skal vinde til sidst.
Det er præcis den opgave, jeg forsøger at igangsætte i den kommende tid. Forhåbentlig vil den formidling få både politikere, erhvervsfolk og almindelige borgere til at lytte. For under hele fortællingen lurer den videnskabelige konsensus om, at det haster med at tage hånd om problemet.
