Klimaet i 2020’erne – min forventning

30. december 2019

Min blog har ligget stille hen i et halvt år. Det beklager jeg, men jeg har simpelthen ikke haft tid, da behovet for foredrag og viden om klima har været endog meget stort. Der bliver også travlt i 2020, men jeg håber, jeg får mere tid til at skrive – for eksempel om de kommende ti år!

For det ses meget tydeligt i medierne, at vi nu bevæger os fra 10’erne ind i 20’erne. Mange kommentatorer bliver bedt om at give et bud på, hvordan de kommende 10 år – altså 20’erne – kommer til at se ud. Sandheden er jo, at det ved vi ikke – i al fald ikke når talen falder på politik og økonomi, for her skal der sjældent meget mere end en enkelt person til, før forudsigelserne går i vasken.

Men det er nu en smule anderledes, når talen falder på klimaet, for her er der sat en udvikling i gang, som ikke bare kan stoppe. Den ubalance, der er skabt i jordens klimatiske system, kan ikke rettes op på 10 år, og da slet ikke hvis verden ikke formår at finde sammen i enighed – en enighed, som den vi så i Paris i 2015.

En klimaudsigt

Så i modsætning til økonomi og politik, er der her faktisk lidt fast grund under fødderne.

Men der er også flere spor at se på, så lad os først se på den rent klimatiske udvikling, og hvordan den sandsynligvis vil påvirke vejret rundt omkring på kloden.

Vi har set i de senere år, at temperaturen globalt er steget ganske meget. Den kraftige el Nino i 2016 påvirkede den globale temperatur, men den efterfølgende afkøling blev ikke så markant. I 2019 har vi set en ny stigning af temperaturen, hvor for eksempel sommeren globalt blev rekordvarm, selv om vi ikke havde en el Nino til at booste temperaturen. At vi alligevel fik en ny rekord kan nok undre, og det giver en lidt ubehagelig følelse at, at risiciene er vokset. Jeg ser ingen grund til at temperaturen ophører med at stige.

Naturligvis vil vil se udsving og variationer i temperaturen, men over de næste ti år, vil vi se en temperaturstigning med de konsekvenser det har.

Højere temperaturer betyder mere fordampning, så vi vil se mere nedbør – her i landet såvel som alle andre våde steder, mens de tørre områder tørrer ud.

Der bliver generelt mere energi til vejret, så der er en stor risiko for, at vejret bliver voldsommere – måske ikke generelt, men de i forvejen kraftige vejrforhold vil få mere energi.

Isen ved polerne såvel som i Grønland og i gletsjere verden over vil fortsætte med at smelte

Kort sagt vil vi i de næste ti år efter alt at dømme se mere ekstremt vejr, mere oversvømmelse og tørke og sikkert flere hedebølger. Det er svært at se, hvad der skal kunne stoppe denne udvikling

Klimatilpasning

Klimatilpasning vil få stor betydning i de kommende år, for når også politikerne kan se klimaforandringerne, vil der tilflyde midler til klimatilpasning – og formentlig i et højere tempo. Det vil se handlekraftigt ud, og det bliver der behov for i takt med, at klimaforandringerne bliver helt synlige.

Men klimatilpasning betyder kun, at vi forsøger at leve med de forandringer, der sker. Hvis ikke vi gøre mere end det, vil vi ikke få en chance for at leve op til Parisaftalens mål om en temperaturstigning på højest 2 grader – ja der står ganske vist at det helst kun må være 1,5 grader, men det er der vist ikke mange, der tror på.

En langsigtet løsning – det ser svært ud!

Hvad vil verdens politikere så gøre ved det? Desværre er jeg bange for, at politikerne – og her især politikere med regeringsansvar – ikke ser langt nok frem. De er i al for høj grad bundet af deres valgperiode og håbet om genvalg. Men vi har behov for langsigtede løsninger og tiltag!

En global løsning kræver globalt indstillede politikere, men vi ser en tendens hen imod det mere nationalistiske – især personificeret med Trump i USA. Under COP25 i Madrid ville mange lande gerne være progressive, men de store olie- og kullande som USA, Australien, Saudi Arabien, Canada og Japan forhindrede en ambitiøs aftale her. Så nu ser alle frem mod COP26 i Glasgow, hvor landene kan og bør komme med mere ambitiøse reduktionsmål for udledningen af drivhusgasser. Det vil sætte retningen mod 2030, men da de fleste lande sætter økonomi højere end klima er optimismen til at overse – det til trods for, at det risikerer at blive meget dyrere ikke at gøre noget.

Hvis ikke COP26 sætter nye standarder for reduktion af drivhusgasudledningerne vil der gå fem år, før næste mulighed opstår. Det var en del af Parisaftalen, at man hver femte år kunne øge ambitionerne, så derfor er det vigtigt, at COP26 bliver en succes.

Vil EU så blive den drivende kraft? Nu fik vi valgt et grønt parlament tidligere i år ved EU-valget, så det giver da et vist håb om. noget mere progressivt – selv om det ser svært ud med kullande som Polen og Ungarn. Men EU har faktisk en unik chance for at blive den nye drivkraft, når USA ikke vil være med. Dette er en chance, som EU må og skal tage. Alternativet er, at Kina løber med den post – og det er næppe den kinesiske måde at gøre tingene på, der føles bedst – selv om den kinesiske styreform synes mere effektiv til at løse problemer!

Alle ved vi skal nedbringe udledningen af drivhusgasser. Men vil det lykkes?

Tro på det – det er vigtigere end nogensinde

Så jo – vi er nødt til at tro på, at politikerne globalt finder sammen. Selv om teknologien buldrer frem med mange nye løsninger, så er vi nødt til at have de globale politiske spillere med. Og her ligger nok det største problem. Men jeg tror på det lykkes – ikke mindst på grund af den globale klimabevægelse drevet af især den unge generation, der jo er de kommende vælgere!  Og dermed vil jeg ønske alle et rigtig godt nyt ti-år til glæde for os selv, men især for vore efterkommere.

 

 

 

6 tanker om “Klimaet i 2020’erne – min forventning

  1. En kapitalistisk verdens økonomi, om kinesisk eller amerikansk udgave med vækst og profit som de bærende søjler, er uforenelig med bæredygtig udvikling. Det bliver spændende at se, hvilken vej befolkningerne vælger fremover.

  2. Det er ved at udvikle sig til et spil “sorteper” på statsniveau – eksemplificeret ved den Australske premierminister. Hvorfor skal vi skade vores økonomi hvis ikke andre yder en tilsvarende indsats? Så længe store lande som USA undlader at bære sin del af byrden, er det jo næsten legitimt for Australien at gøre lige så! Jeg tror vi må kaste vores lid til en bottom-up proces: Båret af de unge samt en folkelig manifestation organiseret via de foreslåede borgerting, men med en forankring i lokale borgergrupper, der får opbakning til lokale initiativer. Og så er der forhåbentlig et ambitiøst forslag på vej fra Kommissionen, hvor man vil stille minimumskrav til produkters klimabelastning produktområde for produktområde, herunder stille tilsvarende krav for importerede varer. Værktøjskassen til sådanne krav er på plads – og det er grundlagt for en europæisk klimamærkningsordning også. Men det vil sikkert blive skudt ned af lande som Polen og Ungarn, af erhvervsorganisationer, som jo ikke bryder sig om at nogle medlemsvirksomheder får en andel af “sorteper” – og endelig af forbrugerorganisationer, der forsøger at beskytte eksisterende miljømærker som Svanen og Blomsten. Suk!
    Jeg er bange for at det globalt set går for langsomt – men jeg vælger at være optimist!

  3. Udfordring:
    De færreste enkeltpersoner har lyst til at give slip på priviliegier/forbruge mindre/f.eks. rejse mindre til ære for kommende generationer:
    De færreste nationer er villige til at give slip på det fortærskede økonomiske vækstbegreb – og starter med at måle også på klima og social velfærd.
    Derfor er der ingen vej uden om beskatning af varer/transport efter 1) hvor klimaskadende et produkt er, samt 2) hvor stor en del af produktet, der recycles/genanvendes. Hvordan ellers give incitament til at forbruge mindre/mere rigtigt i forhold til at bevare kloden – også for de kommende generationer? Det skal ske på socialt ansvarlig vis/evt. med rationering, så det ikke blot bliver en lille skare allerrigeste, der f.eks. fortsat vil kunne flyve. De indkomne indtægter vil dermed skulle gå til investering i klimaforebyggelse/forskning, samt i social udligning. Desuden til at løfte den sidste rest af mennesker ud af yderste fattigdom, (f.eks. i midtafrika) så de vil have incitament til at føde færre børn.
    Godt nyt årti – Helle Wium

    1. Med EU har vi valgt kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Pengene (kapital) flytter derhen hvor afkastet er størst. Arbejdskraften følger efter. Det gælder i øvrigt også udenfor EU.
      De lande der tilbyder højest vækst får mest kapital og arbejdskraft. Hvad gør vi der bliver tilbage ?

  4. Ja hvis vi ikke gøre noget. Så tror jeg ikke det bliver godt at leve her om 200 år. Mensker for det rigtig svært. Om 400 er vi alle død 💀

  5. Det er for slapt hvis vi voksne og ældre ikke går sammen med de unge på gaden og demonstrerer på lige fod med dem for at presse politikerne til en bedre fremtid. Vi der ikke kunne ændre kurs i tide skylder de unge at gøre netop det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.