IPCC’s syn på fremtiden

Rapporten fra IPCC har mange gode og illustrative figurer. Her er det forventningen til temperaturstigning over kloden i tre varianter, hvor klodens gennemsnitstemperatur går fra 1,5 til 2,0 og 4,0 graders stigning.

I mandags udkom FN’s klimapanel, IPCC med første del af den længe ventede statusrapport på klimaet. Det er den sjette i rækken og disse rapporter danner grundlag for de videre klimaforhandlinger, som skal finde sted på COP26 i Glasgow til november.

Der har været rigtig meget omtale af rapporten – både herhjemme og i udlandet. Det skal måske ses i sammenhæng med de hændelser, vi har set i vejrforholdene kloden over denne sommer, hvor hedebølger, varmerekorder, oversvømmelser og sne i uvante omgivelser er blevet set som en følge af den stigende temperatur. Lige netop det giver god mening, og heri er jeg derfor enig.

Men der er måske også grund til lige at stoppe op og se nærmere på indholdet af rapporten inden verdenssamfundet gribes af panik, for det er det sidste vi har brug for.

Rapporten opstiller fem scenarier, som hver for sig kan være mere eller mindre sandsynlige, men som fortæller om konsekvenserne af de mulige politiske aftaler om reduktion af udledningen af drivhusgasser – især CO2. Overordnet set har vi en målsætning fra parisaftalen om, at temperaturen højst på stige 2,0 grader ift 1850 og helst kun 1,5 grader. Rapporten udstikker så det nødvendige reduktionsmål for at de forskellige scenarier bliver til virkelighed. Her kan det mest optimistiske scenarie nok godt skrottes, for det kræver 50% reduktion af udledningerne inden 2030, og da de fortsat er stigende – bortset fra sidste år under pandemien – er det endog meget svært at se muligheden, så tanken om at holde opvarmningen på 1,5 grader ift. 1850 vil jeg mene er passe. Det er simpelthen urealistisk.

Så er der 2,0 graders scenariet, som er mere realistisk, for ifølge IPCC vil det kræve, at reduktionen på 50% skal opnås seneste 2050. Det burde kunne lade sig gøre med den viden, vi har i dag og med de teknologier, som er på vej. Det vil stadig kræve, at vi får et succesfyldt COP26 og at landene går i gang med at begrænse udledningerne – det bliver blot ikke helt så voldsomt. Spørgsmålet er blot om presset på det politiske system vil blive mindre, hvis fokus bliver 2,0 i stedet for 1,5.

Men et fokus på en stigning på 2,0 grader betyder ikke, at vi kan sætte os hen med hænderne i skødet, for sideløbende skal vi jo tilpasse os det nye klima med mere ekstreme vejrforhold. Netop tilpasningen til mere nedbør på vore breddegrader og mere tørke længere sydpå er en utrolig vigtig forudsætning for at vi kan se roligere på fremtiden. For vi skal huske, at ekstremerne i år skal ses på baggrund af en opvarmning på 1,1 grader, og vi vil nu tillade 2,0 grader, så der kommer meget mere energi i klimasystemet.

Er der så grund til optimisme? Ja med tanke på, at vi kender betingelserne og hvad, der skal til, så kan vi hæve den optimistiske fane, men skal samtidig være bevidste om, at skulle COP26 i Glasgow ikke levere de nødvendige reduktioner, så fjerner vi os også fra 2,0 graders scenariet og ser ind i en endnu varmere og voldsom verden.