Billedet viser teltet, hvor talen skulle holdes, hvor publikum samledes i god tid. Under talen var teltet helt fyldt.
Grundlovstale i Horsens
————————————
Frihed er alt, selve livet.
Med brændpunkt i tryghed og fred.
Og husk: Tag den aldrig for givet!
Det er som med stor kærlighed!
Sæt bloklys i vinduets karme.
Et minde får liv gennem dig,
et minde om tidsånd og varme
og frihedens lysdøgn i maj.
Det var 5. vers af sangen ”Frihedens Lysdøgn” (2020) skrevet at Anne Vad i anledning af fejring for 75 året for befrielsen. Sangen skal minde os om, at vores nærmeste forfædre kæmpede for friheden under besættelsen,
Jeg ved ikke hvor mange af jer, der har læst grundloven eller har den stående i reolen, men det er her, vi kan finde de grundpiller, vores land og samfund bygger på.
Et væsentligt element er netop friheden – altså at vi som borgere har frihed til at tale og gøre, hvad vi har lyst til.
Når vi ser rundt omkring i verden, er det ikke svært at få øje på lande, hvor friheden er stærkt begrænset. Så hvad er det egentlig grundloven giver os tilladelse til:
Jeg vil læse et par paragraffer op, som er nogle af hjørnestenene.
Grundloven Kapitel VIII.
§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
——-
Det er her i dette kapitel 8, vi finder frihedsbegrebet omtalt – og det fremgår jo, at det er frihed under ansvar altså, at vores frihed er begrænset af loven og dermed domstolene. Det er vel også rimeligt, at vi ikke har frihed til at genere og skade andre mennesker. Men det skal ikke være min pointe – mit ærinde er et helt andet.
Vi tager friheden, som en given ting, noget naturligt – måske i en romantisk forestilling om vores land og vores historie, men vi skal huske, at frihedsretten er tilkæmpet og ikke nødvendigvis en given ting. Friheden blev skabt af fremsynede mænd – ja det var mænd. I grundloven af 1849 var kvinder ikke valgbare og havde ikke stemmeret. Men alligevel var grundloven her et enormt fremskridt for borgerne, da man her fik de borgerlige frihedsrettigheder: ytrings-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed samt forbud mod vilkårlig fængsling (§§ 85, 87, 91, 92, 93).
Vi var ikke alene om det – der var strømninger i Europa på den tid, så vores grundlov var inspireret af andre – bla. Belgien og Norge
Vi burde nok have en større fortælling om grundloven herhjemme – en større kærlighed til denne. Det er jo fortællingen, der skaber opmærksomheden og kærligheden til grundloven. Uden fortælling – ingen støtte og opmærksomhed.
Ser vi rundt omkring i verden festligholdes nationaldage med stor bevågenhed og medleven fra befolkningen. Det burde vi gøre meget bedre herhjemme, hvor alt for mange ikke kender denne dag og hvad den betyder.
Det var måske bedre at få en fridag her den 5. juni end at genindføre storebededag. – blot et forslag, hvis der skulle sidde en politiker eller to blandt jer.
Større opmærksomhed vil også gøre det vanskeligere at stække friheden. Hvis vi forstår, hvad friheden giver os, vil vi lettere kunne stå imod det pres, der til enhver tid være.
Magthavere kan have en interesse i at mindske graden af frihed – og gerne under dække af sikkerhed eller økonomi. Det er forhold, vi ser mange steder – også i Europa og for nærværende sandelig også i USA – et land, som jeg i hele min opvækst har set som idealet – fordi vi fik fortællingen via film og bøger om uafhængigheden, borgerkrigen, udvandrerne, drømmen og Mount Rushmore – de vise fædre, der skabte USA. Fortællingen her var ntop frihed og uanede muligheder.
Men i dag er friheden i USA under pres, fordi den siddende præsident ikke bryder sig om modstand – det gælder fra enkeltpersoner såvel som presse og offentlige instanser. Han tiltager sig en magt, som ingen havde set mulig – og ingen tør tilsyneladende gå imod ham af frygt for repressalier.
Vi kan se, at også pressefriheden er under pres ikke kun i de klassiske autoritære lande, men også i netop USA mange steder – også bestemt også i Europa.
Men en uafhængig presse er altafgørende for et demokratisk samfund. Medier kan have en politisk bias, men der må aldrig være en politisk styring. Vi skal kunne stole på medierne – og her taler jeg ikke om de sociale medier, som desværre er fyldt med misinformation. For nogen tid siden så jeg en annonce fra det internationale journalistforbund, som gav stof til eftertanke. Der stod:
Først fjerner man journalisterne!
Dernæst …… (hvem skal fortælle om, hvad der så sker)
Det er en uhyggelig tanke, at vi ikke kan stole på de ting vi får at vide – eller at vi skulle leve i uvidenhed.
Jeg oplevede det stærkt da Trump blev indsat som præsident første gang i 2016. Han påstod, at der var flere til hans indsættelse, selv om billederne beviste det modsatte. Men han vedblev med at sige det, og gradvist begyndte folk at tro ham.
Jeg tror det blev kaldt alternative fakta!
Det er virkelig farligt, hvis vi fortsætter af den vej!
———–
Min generation er vokset op med en tiltagende globalisering. Vi vænnede os til at landegrænserne blev udviskede – eller i al fald ikke barrierer, som forhindrede os i at krydse dem. Det var positivt på rigtig mange måder, for når venskabet etableres på kryds og tværs af kontinenterne, vil det være lettere at holde fred med hinanden. Vi samarbejdede på tværs og økonomierne voksede. Vores forståelse for verden hang sammen med globaliseringen.
Men når så politiske kræfter i stedet for at se udad, begynder at se indad i en nation og dermed sætter eget land øverst og derefter glemmer samarbejdet med andre nationer, så er vi på vej ind i en blindgyde. Vi er på godt og ondt (men mest godt) blevet afhængige af hinanden og vi er nødt til at samarbejde på tværs af landegrænserne.
Og netop landegrænser – eller de udviskede grænser – er også vigtige, når vi ser på de store problemer i naturen omkring os. For naturen kender ikke til grænser!
De problemer er opstået gennem længere tid og i en forestilling om, at vi også har haft en frihed til at udnytte naturen – ikke i ond vilje, men det er bare gået sådan, fordi udviklingen gik den vej.
Når vi ser tilbage til 1700-tallet så vi jo begyndelsen på en industriel revolution – ved at bruge energi skabt ved at sætte ild til kul kunne vi få maskiner til at hjælpe os i industrien – i transporten med dampskibe og damptog.
Jeg kan godt forstå, at ingen satte spørgsmålstegn ved den udvikling. Den var jo fantastisk!
Ganske vist kendte vi gennem videnskaben godt til drivhuseffekten, men selv om den svenske forsker Svante Arrhenius i 1896 beregnede en temperaturstigning på 4-5 grader, hvis vi fortsatte med at afbrænde kul, så var der ikke nogen, der tænkte på at sætte tempoet ned.
Vi fortsatte med at bruge energi – vi fandt tvært imod nye brændstoffer til formålet som olie og gas.
Udviklingen og nye opfindelser havde alle som grundlag: ”billig energi”
Alt dette skabte grundlaget for det samfund vi har i dag. Vi har energi og vi kommer til at bruge meget mere energi i fremtiden.
Alene opblomstringen af kunstig intelligens kræver enorme energimængder – I øjeblikket lige så meget som hele Holland, men inden længe væsentlig mere. Derfor haster det med at øge energiproduktionen med vedvarende energi – vind, sol, atomkraft, geotermi etc etc.
Vi så for få uger siden, hvordan det gik i Spanien – et black-out – en fejl i energinettet, som bredte sig og satte hele den spanske nation i mørke.
Det var en reminder om, at vores afhængighed af elnettet er enorm. Herhjemme har vi blind tillid til at tingene fungerer, men vi er dybt afhængige af, at el-nettet til vores nabolande er intakt og vi kan hente strøm derfra, hvis vi mangler – og det gør vi jo jævnligt. Vi importerer strøm fra svenske atomkraftværker, fra norske vandkraftværker, fra tyske solceller etc etc
Og det er godt, det er muligt, men det kræver en udbygning af det europæiske elnet, hvis en situation som den spanske helt skal undgås – eller hvis vi får en periode uden sol og vind (tysker kalder det dunkelflaute) – og det opstår af og til især i november måned. I den situation skal vi enten importere meget el eller også skal vi brænde kul af igen.
Her kunne EU gøre en stor forskel – og man har vedtaget at sætte ind her – også i et forsøg på at udfase den russiske gas.
Men risikoen er, at vores elforbrug øges hurtigere end vi udbygger elproduktionen. Derfor var det bittert at regeringens udbud af vindparker ikke havde nogen aftagere sidste år. Nu prøver man så igen, men vi har tabt et helt år.
————
Men problemet med naturen har vi ikke løst – klima, biodiversitet, ferskvandsforbrug, kvælstofforurening etc etc. Vi har overskredet de planetære grænser – altså de grænser, der fortæller, hvad vores klode kan holde til, hvis livsbetingelserne for vores art skal opretholdes.
Vi har taget os den frihed at udnytte naturen til vores egen fordel, men naturen slår igen. Den reagerer på vores ubetænksomhed. Men hvordan kan vi ændre den udvikling. For mig at se handler det om folkelig oplysning og gennem den folkelig opbakning til de nødvendige tiltag. Sagen er jo, at ganske vist har vi frihed til at fortsætte den aktuelle kurs, men hvis vi gør det, risikerer vi at livsbetingelserne ændrer sig – ikke blot herhjemme, men i langt højere grad i udlandet og i de sydligere himmelstrøg. Det vil skabe problemer ved forsyninger af landbrugsprodukter derfra (det så vi under tørken i Po-dalen for nogle år siden) og mere alvorligt er, at flygtningestrømme kan komme til at lægge et meget større pres på Europa, end det vi ser i dag. Derfor er det hjælp til selvhjælp at sætte ind hurtigere end vi aktuelt gør det.
Men for at skabe det rette forståelse og bevidsthed skal medierne spille med – og det er ikke sikkert de vil det. Medierne vil ikke spændes for en specifik agenda – det ligger jo også i pressefriheden at det er deres ret. Men medierne kunne jo også tage ansvaret på sig og medvirke af egen fri vilje. Det gjorde BBC for mange år siden. De ville ikke viderebringe konspirationsteorier om klimaet eller medvirke til at fremme benægtelser – dertil var og er problemet for stort. Det kneb mere herhjemme. Det oplevede jeg gennem mine mange år i DR. Det var svært at komme igennem med oplysning og bevidstgørelse af seerne. Det er blevet bedre, men stadig ikke godt nok.
Men der er også modstand i befolkningen. Folk gider ikke høre om klima og biodiversitet. Der er en træthed og måske en resignation. Men vi er nødt til fortsat at informere, for vcxi har i fællesskab skabt et problem – det må vi så i fællesskab få løst.
Vi har grundlæggende to opgaver – vi skal dels vænne os til at leve med det nye og varmere klima (det kalder vi tilpasning) og dels skal vi løse problemet på længere sigt (altså få stabiliseret klimaet på et nyt niveau). Her er det vigtigt, at vi ikke tror, det er ligegyldigt, ved hvilken temperatur stabiliseringen sker. For jo højere temperaturen bliver jo mere energi vil der være i klimasystemet
Det første er vi godt i gang med. Her i landet handler det om vand – fra oven, fra neden og fra siden. Det er derfor vi ser alle de opgravninger, hvor der skal lægges faskiner ned, så nedbøren ikke skaber oversvømmelser. Vi holder øje med grundvandet, der er stigende flere steder og så er der naturligvis kysterne, der skal sikres med diger eller anden beskyttelse
I andre lande skal de slås med andre former for nye ekstremer. Vi har lige set en meget tidlig hedebølge i Spanien – og hedebølger er den største dræber, når vi taler om ekstreme vejrforhold.
Rundt omkring på kloden er varslinger blevet forbedret – faktisk så meget, at antallet af dødsfald fra ekstreme vejrhændelser er blevet væsentligt mindre.
Så vi har stort fokus på, hvordan vi skal leve med de nye vejrforhold
Vi må lære af hinanden i det internationale samfund. Derfor står en organisation som FN helt centralt i kampen for at genskabe en stabil og sund natur, som mennesket kan leve i og med. I 1988 skabte man under FN det klimapanel – IPCC, der med regelmæssige mellemrum udfærdiger rapporter om klimaets tilstand. Siden den første rapport i 1991 har stået klart, at det er drivhusgasserne, der er årsagen til at klimaet bliver varmere
Dermed kender vi årsagen, og dermed kan vi også forholde os til løsningerne, når vi taler om at stabilisere klimaet. I sin enkle for er løsningen nemlig at udfase brugen af fossile brændsler. Ja det er lyder enkelt, men det er det naturligvis ikke. Der er dog en langsom, men sikker, bevægelse henimod den grønne omstilling, som er synonymet for denne udfasning. Ja der er tilbageslag – og USA’s nuværende præsident er bannerfører for et ret tungt tilbageslag. Men selv ikke han kan ændre på, at de vedvarende energikilder er de billigste – ikke mindst hvis vi fraregner alle de subsidier, der gives til både de fossile og de vedvarende energikilder.
Det giver optimisme og håb.
Jeg indledte denne tale med at fokusere på friheden – den er værdifuld og skal ikke tages for givet, men vi skal vedvarende kæmpe for den. Den franske filosof Jean Jaques Rosseaus sagde:” Friheden vil altid sejre”
På samme måde skal vi kæmpe for at det fællesskab, vi har på denne klode, hvor vi nu er 8 mia. mennesker, også skal holdes ved lige. Vi kan heller ikke tage fællesskabet for givet.
Men netop det, at vi gennem fælleskaber på tværs af kontinenter og landegrænser kan finde løsninger i de store udfordringer, gør at vi på trods af de geopolitiske udfordringer, vi styår med i dag, kan løfte hovedet og sammen med vores børn og børnebørn se fremad med optimisme og håb.
