Verden over spekuleres der i, hvordan vi lettest og billigst kan stabilisere klimaet. Nogle forskere anbefaler en meget risikofyldt vej.

 

Parisaftalen var det globale gennembrud, hvor verden enedes om, at der må være en grænse for, hvor meget temperaturen skal kunne stige. En for stor stigning vil ændre livsvilkårene for meget, og mange steder vil det ikke være muligt at tilpasse sig, med alle de risici det indebærer i form af mennesker, der nødvendigvis må flytte sig. Den grænse er lidt arbitrært sat til 2 grader – vel en fair værdi set i lyset af de forandringer, vi har set på basis af blot en enkelt grads stigning.

Men det ser jo vanskeligt ud. De reduktioner i udledning af drivhusgasser, der vil være nødvendig, bliver større og større, eftersom verden ikke evner at reducere hurtigt nok.

Logisk nok stiller forskere – og politikere – sig derfor selv spørgsmålet, om ikke der er en lettere løsning? Svaret ligger i forestillingen om, at mennesket i sin almægtighed kunstigt kan ændre basale klimatiske forhold – kaldet geoengineering. Det er jo reelt det, vi har gjort i vores udledning af alt for mange drivhusgasser, så jordens afkøling ved udstråling forhindres. Derfra er der så ikke langt til at forsøge at skabe en modsatrettet effekt ved at forhindre sollyset i at nå frem til jorden!

I et par årtier efter anden verdenskrig udledte kraftværker store mængder svovl til atmosfæren, hvilket medførte en afkøling, idet svovlet, udover at skabe syreregn, dannede svovlsyredråber i atmosfæren. Disse dråber er meget effektive til at reflektere sollyset tilbage til verdensrummet, hvorfor der var mindre sollys, der nåede ned gennem atmosfæren.

I dag er der så forskere, der ser på, om vi kan genanvende den proces til at skabe en afkøling. Svaret er, at det sikkert er muligt. Det er muligvis ikke svovl, der skal bruges, men som jeg læste i Weekend-avisen forleden, er kalkstøv en mulighed, fordi det hvide støv vil kunne reflektere sollyset. Der vil ikke være syreregn forbundet med denne proces, så hvorfor gør vi så ikke bare det? Så løser vi klimaproblemet med et snuptag og kan fortsætte med at afbrænde fossile brændsler i en uendelighed!

Men det vil være en forbrydelse mod kommende generationer og skal med alle midler forhindres!

Prøv at forestille jer at det rent faktisk var en mulighed med den form for geoengineering. Så er der nogle spørgsmål, der skal besvares.

Hvem skal beslutte, hvornår man skal hælde kalkstøv ud i stratosfæren, og hvem skal beslutte, hvor det skal ske?

I den bedste af alle verdener kunne det jo være en FN-organ. Hvis det så reelt skete, så skal reduktionen af sollys jo ikke være ens overalt. Alene det vil være problematisk at styre. Dernæst vil partiklerne ikke blive i atmosfæren i al evighed, men langsomt falde til jorden, hvorefter en ny portion partikler skal sendes op. Det vil medføre, at effekten på klimaet vil variere, da der ikke vil være en konstant mængde af partikler hele tiden, ligesom strømninger i atmosfæren geografisk vil skabe større og mindre koncentrationer. Dermed vil klimaeffekten hele tiden variere med risiko for store udsving, som mange arter vil have svært ved at tilpasse sig.

Men det vil sandsynligvis også medføre, at vi ikke fortsætter reduktionen i udledning af drivhusgasser, for ”nu har vi jo fundet en anden løsning”!

Logisk vil det betyde, at vi skal fortsætte med at sende partikler op i atmosfæren i større og større mængder, for hvis ikke vi gør det, vil temperaturen stige dramatisk, fordi drivhuseffekten i mellemtiden er steget betydeligt. Det vil lægge et stort ansvar på kommende generationer, og vi kan ikke påstå, at vores generation har løst klimaproblemet.

Ydermere er der jo ikke langt til at forestille sig denne proces anvendt i konflikter mellem nationer, hvor den ene part kan manipulere med klimaet hos den anden.

Geoengineering kan dermed blive et våben og et modbydeligt et af slagsen i de forkerte hænder.

Så i min optik er denne vej en meget farlig vej at gå. Vi skal løse klimaproblemet ved ondets rod, som er den fortsatte store udledning af drivhusgasser.