Er ekstremt vejr tilfældigt eller klimaskabt?

Denne artikel er trykt i Politiken den 17. juni.

Tør vi tage chancen for at det vanvittigt gode vejr er et tilfælde og ikke klimaskabt?

Mens de fleste har nydt det usædvanligt varme forår med masser af sol og sommerlige temperaturer, har andre kunnet se tørken brede sig på markerne og i haverne med efterfølgende store økonomiske tab. Som altid når sådanne hændelser opstår vendes blikket enten mod en højere magt eller mod videnskabelige eksperter for at få et svar på, hvorfor en så usædvanlig hændelse opstår.

Set ud fra en streng videnskabelig betragtning kan en ren enkeltstående hændelse som denne ike umiddelbart tilskrives klimaændringer. Så vi får ofte netop det svar, hver gang en ekstrem hændelse er forekommet.

Spørgsmålet er blot, hvor mange tilfældigheder vi accepterer, før vi overgiver os til det mest sandsynlige, som er, at de mange ekstreme vejrhændelser, vi ser i disse år, er et udslag af klimaændringerne!

Vi kan ikke længere ignorere det ekstreme vejr, som vi ser overalt på kloden. Selv om det er skønt, at vi kan sidde ude den halve nat i maj uden at fryse, er vi nødt til at spørge os selv, om vi tør tage chancen for, at det usædvanligt gode vejr er et tilfælde, og at det ikke er skabt af klimaforandringer.

Og varmen er ikke uden problemer. Når temperaturen stiger, som tilfældet jo netop er, øges sandsynligheden simpelthen for, at ekstreme hændelser forekommer. Det kan sammenlignes med forsøg med terningekast. Kaster vi en helt normal terning 36 gange vil vi statistisk set få seks seksere.  Hvis vi nu ændrer terningen, så der bliver en større sandsynlighed for at få en sekser og igen kaster terningen 36 gange, så får vi måske ti seksere. Varmen gør det samme for vejret. Med et varmere klima er der større sandsynlighed for ekstremt vejr.

Forsøget illustrerer, hvad vores livsstil med afbrænding af fossile brændsler har gjort ved naturen. Den øger sandsynligheden for det ekstreme vejr.

Men det store fokus på varmen har sløret en anden usædvanlig hændelse herhjemme – eller hændelser – nemlig skybrud.

I de senere år er skybruddene blevet mere talrige, og deres sæson er udvidet betydeligt. Engang hørte skybruddene sommeren til, hvor der både er varme og fugtighed til stede. Men sådan er det ikke længere. Det har mange måtte sande, når kældrene har været fyldt med vand, eller når oversvømmelser standser trafikken.

Det pudsige er, at netop det vejfænomen er blevet den nye sort. Vi ser det i dag som et almindeligt og naturligt vejrfænomen, men vi skal ikke mange år tilbage, før det var en sjældenhed.

Jeg plejer at referere til hændelse den 20. august 2007, hvor et skybrud afleverede 142 mm vand i Gråsten. Det fik dæmningen under toget til Sønderborg til at skride sammen. Siden den dag har vi hvert år haft skybrud – i stigende antal og med en udvidet sæson, så de nu forekommer fra april til september.

Dannelse af skybrud kræver især varme og fugtighed, og begge dele er ikke så almindelige i forårsmånederne – og da slet ikke samtidig, men alligevel så vi det i år allerede den 30. april og flere fulgte i begyndelsen af maj.

For nylig deltog jeg i en konference i Paris, hvor tv-kolleger fra de fleste kontinenter deltog med det formål, at fortælle hinanden om de vejrmæssige forandringer, vi hver især ser i vore respektive lande. Den aktuelle hedebølge er heller ikke kun et dansk fænomen. Det har påvirket vore nabolande på samme måde som her og skabt nye rekorder i majtemperaturer i det meste af det nordlige Europa.

I Holland har man beregnet, at det var den varmeste maj i 300 år, men i det nye klima kan den forekomme hver 60. år. Finland rapporterer i stil med Danmark rekordmange soltimer og rekordhøj temperatur. Tilsvarende har kolleger fra Kroatien, Litauen, Nordtyskland, Sverige og Norge fortalt samme historie om nye rekorder.

Rekorderne var ikke kun forbeholdt landene under hedebølgen. I de tilstødende lande meldes der om andre typer af rekorder. Frankrig satte ny rekord i tordenvejr. Ganske vist begyndte målingerne her først i år 2000, men alligevel var det bemærkelsesværdigt, at den tidligere rekord på 85.000 lyn i maj 2009 blev slået i år, da man på den franske himmel registrerede hele 204.000 lyn i løbet af maj. Tordenvejret blev ledsaget af kraftige skybrud med oversvømmelser i Sydfrankrig og tilsvarende i området omkring Barcelona i Spanien.

Det blev også bemærket, at Pakistan leverede en ny verdensrekord i temperatur for april, da en station målte 50,2 grader. Heller ikke Afrika er gået ram forbi dette forår, hvor både Kenya og Nigeria har fortalt om usædvanlig voldsom regn, der er affødt af høje havtemperaturer i det Indiske Ocean, hvad der netop også var afgørende for, at Oman sidst i maj blev ramt af en usædvanlig voldsom tropisk orkan, Mekanu. Den ramte byen Salalah, hvor der faldt mere end 600 mm regn i løbet af få dage. Normalt falder der knap 100 mm på et år.

Eksemplerne er så talrige, og man burde på den baggrund tage en megafon ind på pladsen foran Christiansborg og råbe: ”Så gør dog noget”

For det er jo ikke kun i år, at eksemplerne hober sig op. Vi har siden 90’erne talt om klimaet og fået vendt og drejet alle fakta. Ganske vist har videnskaben ikke altid været helt enige – og slet ikke i begyndelsen, men der er nu så meget vished og så mange enslydende rapporter, at vi alle godt ved, der er helt gal. Enkelte klynger sig til håbet om at videnskaben tager fejl og andre mener ud fra et behagelighedsprincip at risikoen er vildt overdrevet.

Så når nu der er konsensus i videnskaben og eksemplerne med voldsomt vejr hober sig op, hvorfor er der så ikke en større tilskyndelse til at gøre noget, og hvorfor tager vi det ikke alvorligt.

Jeg kan til nød forstå det enkelte menneske, der finder hele spørgsmålet alt for stort og uoverskueligt, men jeg har meget svært ved at forstå vores beslutningstagere, der har påtaget sig det ansvar at lede dette land, at de ikke gør mere end tilfældet er.

Ja vi fik Parisaftalen, men netop fordi den ikke er ambitiøs nok og derfor ikke løser problemet, så skal vi fortsat diskutere løsninger og nye tiltag – det er på høje tid.

Lad os lige vende blikket igen mod hedebølgen og tørken her i maj/juni.Vi har jo haft forårstørke før. For eksempel i 1992, hvor tørken begyndte den 13. maj og varede juni måned ud, så juni måned kun gav en enkelt mm regn. Så det år var foråret også tørt. Men forskellen ligger dels i at tørken begyndte lidt tidligere i år, og ikke mindst at temperaturen i år er væsentlig højere.

Men vi skal rigtig langt tilbage for at finde noget der minder om de temperaturer, vi har set i maj måned. Sidst, det var i nærheden af at være så varmt, var i 1889, hvor gennemsnitstemperaturen lå på 13,8 grader. I år lå den 15,0 grader. Det er mere end en grads forskel i gennemsnitstemperaturen,og det kan vippe rigtig mange balancer, når vejrets sandsynlighedsterninger skal kastes.

Hvorvidt det usædvanlige globale forårsvejr fortsætter hen over sommeren ved vi endnu ikke, men jeg vil følge udviklingen tæt.