COP28

I den forgangne uge sluttede COP28 med den sædvanlige overskridelse af deadline og med en tekst, der af nogle er hyldet som historisk, mens andre ikke er begejstret.

FN-systemet er trægt og arbejder ikke hurtigt, fordi alle skal være enige, før en aftale kan underskrives.

Det gælder også for den årlige klimakonference – COP-møderne, hvor COP står for Conference Of Parties. Deltagerne er de lande, der har underskrevet FN’s klimakonvention fra 1992.

I år var det så nummer 28 i rækken af de mange konferencer, hvor klimaet er på dagsordenen. Jeg har deltaget i en del og må erkende, at det er et trægt og langsommeligt arbejde. Til gengæld betyder en indgået aftale visse forpligtelser uanset om papiret er juridisk bindende eller ej.

Efter min opfattelse er de positive resultater af COP28 til at overse. Man lagde stærkt ud med en aftale om en fonde, der skal hjælpe især u-landene med at sikre deres befolkninger mod de klimarelaterede hændelser, som skyldes udledningen af drivhusgasser fra afbrændingen af fossile brændsler.

Det er fint med den fond, men en sådan skal tilføres penge før den kan blive arbejdsdygtig, og de fleste penge tages fra den u-landsbistand, som landene i forvejen har afgivet. Så der er ikke i særlig stor grad indtil nu tale om nye penge til u-landene. Aftalen om denne fond var klappet af i forvejen, så sultan Al Jaber kunne få et godt afsæt til de videre forhandlinger.

Her gik det til gengæld både godt og skidt. Vi fik en god aftale om en tredobling af den vedvarende energi samt en fordobling af energieffektiviteten frem mod 2030.

Herudover var resultaterne små. Ganske vist burde årets vejrhændelse med hedebølger og oversvømmelser have givet et skub til forhandlingerne, men der er for mange penge involveret i den fossile industri, så det kniber med de reelle beslutninger om udfasning af den fossile afbrænding.

Faktisk kom der ikke meget mere på bordet end en opfordring til at vende sig bort fra det fossile og opsætte mere vedvarende energi. Spørgsmålet er så, om de lande, hvor afhængigheden af den fossile industri, vil tage imod den opfordring, eller om de kynisk vil fortsætte fossilæraen så længe der er penge at tjene? Præcis det spørgsmål får vi ikke svar på foreløbig, og der er to år til at landene skal komme med yderligere reduktionsmål. Imens vi venter, fortsætter udledningen af drivhusgasser med uformindsket styrke.

Ydermere vil den grønne omstilling, som vi er i gang med, kræve mere og mere energi. Menneskehedens energibehov stiger voldsomt, og opstillingen af vedvarende energi kan slet ikke følge med, hvorfor der er en reel risiko for, at de gamle olie-, gas- og kulfyrede kraftværker fortsat holdes i live. Vi skal jo have energi til rådighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *