Dette indlæg skrev jeg til Politiken, hvor det blev trykt på bagsiden af debatsektionen.

Retorik og urealistisk positivitet blænder for, at COP-mødet igen har været ueffektivt

Der må nødvendigvis altid være nogle forhåbninger til de årlige klimakonferencer, for hvis vi mister håbet om, at der kan skabes løsninger på de globale klimaproblemer, så mister vi også en hjørnesten i vores ønsker for fremtiden.

Der var da også store forhåbninger til COP26 i Glasgow her i november, for det var her, der skulle rettes op på misforholdet fra Paris-aftalen, hvor der ikke var overensstemmelse mellem de vedtagne reduktionsmål og den maksimale temperaturstigning, der var enighed om. Netop det misforhold kunne der rettes op på ved årets møde i Glasgow. IPCC havde allerede i august fremlagt betingelsen for, at 1,5-graders målsætningen kunne overholdes – nemlig en reduktion af CO2-udledningen på 50 procent fra nu og frem til 2030, hvilket ret præcist svarer til det danske ambitionsniveau.

Kravet til COP26 var derfor tårnhøjt, og det blev da heller ikke opfyldt. EU øgede ganske vist reduktionsmålet fra 40 til 55 procent i forhold til 1990, men det svarer stadig kun til 40 procent i forhold til nu, hvorfor det ikke er nok. USA fordoblede deres reduktionsmål, men det er endnu ikke vedtaget i Kongressen. Kina ville ikke gå længere end at love at toppe udledningerne senest i 2030 og blive CO2-neutral i 2060. Indien vil i princippet gerne udvide andelen af vedvarende energi, men har ikke pengene, hvorfor de fortsat vil anvende kul i stort omfang. Listen over utilstrækkelige målsætninger er stor.

Samlet set leverer COP26 ikke tilstrækkelige nye reduktioner, til at det vil være muligt at overholde Paris-aftalen, og det er naturligvis ikke godt nok.

Det eneste positive i den sammenhæng er så, at landene enedes om, at nye reduktioner skal på banen allerede på COP27 i Egypten næste år.

På den baggrund lød der så helt urealistiske positive udtalelser fra forhandlerne, inklusive vores egen klimaminister, idet man retorisk fremhævede at 1,5-graders målsætningen stadig er mulig!

Ja, det er da kun på det helt teoretiske plan. Når vi nu ved, hvor svært det selv i EU er at øge reduktionerne, så har jeg meget svært ved at se, at lande som Kina, Indien og USA allerede om et år kan komme med de nødvendige nye målsætninger på højde med Danmarks.

Beklageligvis slører de optimistiske toner den alvorlige situation og behovet for meget markante reduktionsmål næste år. For selv om det blev sagt, at det bliver svært, så giver det store fokus på 1,5 grader, at der ligger en optimistisk aura over muligheden.

Men det var ikke kun reduktionsmål, der blev forhandlet. Klimafinansiering til ulandene var også på dagsordenen. Men også her skal man have fat i en lup for at finde reelle fremskridt. Der var et efterslæb fra COP15 i København i 2009, hvor man havde en vedtagelse om, at der fra 2020 skulle allokeres 100 milliarder dollars om året til klimabistand. Det er endnu kun lykkedes at finde 80 milliarder til stor frustration for ulandene, og det ændrede COP26 ikke særlig meget på ud over en påmindelse til de rige lande om at finde de resterende midler.

Samme retoriske greb blev brugt om loss and damage, som er ulandenes krav om erstatning for de klimaskader, som ilandene har påført dem. Her blev det også blot en hensigtserklæring om, at det skal man have set på. Dette er et gammelt krav, som er blevet debatteret på hvert eneste COP-møde, som jeg har deltaget i.

Som et ikke uvæsentligt statement er landene nu enige om det videnskabelige grundlag, som netop er, at det er den menneskelige udledning af drivhusgasser, der er årsagen til klimaændringerne. Det er entydigt positivt, at den debat er forsvundet.

Men ud over ovenstående, som er det væsentlige indhold af det officielle papir, der blev nået enighed om i plenarsalen, så blev der uden for de bonede gulve indgået flere interessante aftaler – aftaler, der er indgået mellem enkeltlande og grupper af lande. Fordelen ved disse aftaler er, at de kan indgås uden om det store FN-system, hvor alle lande på konferencen skal være enige. Her kan man nøjes med de lande, der kan samles om et separat problem.

Mest omtale fik en ikke særlig detaljeret aftale mellem USA og Kina om, at de vil samarbejde om at reducere udledningen af drivhusgasser. Ganske vist er aftalen ikke særlig konkret, men den betyder alligevel meget – også set med geopolitiske briller, hvor spændingerne mellem de to lande ellers længe har set ud til at stige.
Derudover indgik omkring 100 lande en frivillig aftale om at stoppe skovhugsten. Aftalen her omfatter 85 procent af verdens skovareal, og selv Brasilien er med. Personligt har jeg dog ikke den store tiltro til, at den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, vil overholde aftalen. Dertil er behovet for land for stort, men han kan bruge aftalen i den kommende brasilianske valgkamp.

En aftale om at begrænse metanudledningen med 30 procent faldt også på plads mellem ca. 100 lande. Det er ikke en uvæsentlig aftale, da metan er en mere potent drivhusgas end CO2, selv om den befinder sig kortere tid i atmosfæren. Samlet vil denne aftale kunne reducere temperaturstigningen med 0,1-0,2 grader.

Endelig er 40 lande blevet enige om at udfase kul inden 2050. Som bekendt er ordet kul også med i den officielle tekst, hvilket er positivt, men jo kun med en erklæring om nedskalering. De 40 lande vil decideret udfase kullet. Desværre er store kullande som Australien, Kina, Indien og USA ikke med i denne aftale, hvorfor den betegnes som svag. Ikke desto mindre er det vigtigt, at netop den dagsorden vinder frem, så kullet i fremtiden bliver i jorden, hvor det hører hjemme.

Summa summarum: COP26 blev ikke den store succes, men den gav trods alt nogle mindre fremskridt, som bringer os en smule videre hen imod målet om at holde temperaturstigningen på under 2 grader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *