Det burde give nervøse trækning hos alverdens regeringer og deres befolkninger, når optakten til COP26 i Glasgow er så nedslående, som tilfældet er.

Når talen falder på COP26, der indledes i Glasgow om en uge, er det vigtigt at forstå, hvorfor netop dette møde er så væsentligt. Da man vedtog Parisaftalen i november 2015 skete det på baggrund af landenes respektive løfter om begrænsning af udledning af drivhusgasser. Det stod klart allerede under konferencen i 2015 i Paris, at størrelsen af reduktionerne ikke ville være tilstrækkelige til at begrænse temperaturstigningen til højst 2 grader, som jo også var en del af aftalen. Ja man havde ovenikøbet tilføjet, at temperaturstigningen helst skulle holdes på 1,5 grader i forhold til det man kaldte præindustrielt niveau. Beregninger i 2015 viste at de lovede reduktioner ville medføre en temperaturstigning på mellem 2,8 og 3,5 grader, hvilket i sagens natur er alt for meget.

Men i 2015 kunne man ikke komme videre med større reduktioner. Så for at kunne indfri den vedtagne begrænsning på de maksimalt 2 grader, indførte man en mekanisme, hvor landene hvert femte år kunne komme med nye og større reduktioner! Det vil sige, at første gang, det blev muligt var i 2020. Her her kom pandemien desværre i vejen, så COP-mødet blev aflyst. Derfor er det i år, at denne mulighed forekommer – og næste gang vil være i 2025.

Men det er store reduktioner, der er nødvendige. IPCC har i den klimarapport, der udkom først i august, beskrevet, at frem mod 2030 skal verden halvere udledningerne af CO2 i forhold til det aktuelle niveau, hvis der fortsat skal være en chance for at holde temperaturstigningen på 1,5 grader!

Den danske klimalov

Hvor voldsom det reduktionskrav er, kan man få et billede af ved at se på den danske strategi. Vi har en målsætning i klimaloven, der siger en reduktion på 70%, men det er i forhold til udledningen i 1990. Vi har så allerede reduceret med ca. 40% (37% i 2019), så vi nu udleder 60 ton for hver 100 ton i 1990. Vi mangler så stadig 30 ton, som jo i forhold til de nuværende 60 ton svarer til 50%. Konsekvensen af det lille regnestykke er altså, at Danmark skal reducere med 50% i forhold til nu frem mod 2030 – og det er derfor det, som hele verden skal reducere med for at holde temperaturstigningen på 1,5 grader.

Det globale krav

Det giver et lille billede af, hvor stort pres der ligger på forhandlerne under det kommende COP26. De foreløbige udmeldinger, der er kommet indtil nu, tyder ikke på, at det er realistisk. EU øger reduktionen fra 40 til 55% i forhold til 1990. Hvis vi laver det samme regnestykke som med Danmark, svarer det til en reduktion på 40% i forhold til nu, hvilket jo ikke er nok – selv om det lyder af meget, hvad det jo reelt også er! Fra Kina har vi kun hørt, at fortsat vil øge deres udledninger, men nok toppe et sted før 2030 og USA med Biden i spidsen har en plan for at reducere med 50% inden 2030 set i forhold til 2005. For at kunne sammenligne med de europæiske tal, svarer det til en reduktion på 43% i forhold til 1990. Men Biden kan nok imødese problemer med at skaffe finansiering gennem Kongressen.
Kort sagt er der ikke udsigt til, at reduktionskravene bliver opfyldt og verden vil derfor gå en endnu varmere tid i møde med de risici og konsekvenser, det vil have.

Man kan naturligvis vælge alene at fokusere på fordelene ved at varmere klima med længere vækstsæson, færre kuldedødsfald og åbne sejlruter i Arktis. Men det ville være katastrofalt at glemme alle de negative konsekvenser.

3 tanker om “Bekymrende optakt til COP26

  1. Det er jo meget komplekst. Samspillet mellem forskellige mekanismer, gør det svært at forudse, præcis hvordan klimaet omkring dk vil udvikle sig.
    Ingen tvivl om den globale opvarmning, men hvilke langsigtede konsekvenser vil den have? I Danmarks tilfælde, så varmer Golfstrømmen Skandinavien op, så at vi – selvom vi ligger på samme breddegrad som Canada – har et varmere klima.
    Vil opvarmningen som medfører afsmeltning af enorme ismasser ved polerne F.eks. medføre en ny fremrykket istid pga. den store tilførte mængde ferskvand i et salt hav og dermed afsvække opvarmningen fra Golfstrømmen ?
    Vi ved, at små istider også har været i historisk tid. I 1650 erne marcherede den svenske hær over Øresund. En sådan lille istid kunne man jo godt forestille sig pga. først menneskeskabt opvarmning og dernæst menneskeskabt lille istid.
    Jeg tænker, man bør være realistisk mht. staternes evne til at nå målet på 2.0 graders max opvarmning.
    Det realistiske scenario er nok nærmere 3.0 grad og efterfølgende kaos på flere fronter med svigtende afgrøder , havstigninger( her ligger dk knapt så lunt i svinget).
    Men jeg synes altså, det er svært 100 % at forudse konsekvenserne pga. kompleksiteten i samspillet mellem de forskellige vejrfænomener.
    Trump og den nu dokumenterede tilbageholdelse af videnskabelig indsigt i konsekvenserne af fortsat udledning( olieselskabet Total. 1971 rapport og Exxons egne forudsigelser i 80 erne), er sten på vejen som er ryddet, omend de har kostet klodens mennesker vital tid. Det kan give anledning til en meget lille optimisme, for vi mangler stadig at få Kina til at indse vigtigheden af reduktioner – det lader til at Kina mentalt befinder sig et andet sted og må vækkes. USA så småt på vej, men dog på vej.

    1. Du har naturligvis ret i, at vi ikke kender de eksakte konsekvenser af opvarmningen, men der er dog nogle helt basale forandringer, som vil ske. Det gælder større afsmeltning fra gletsjere og de store ismassiver, forandringer af vækstbetingelser for forskellige afgrøder og også hvordan vejret generelt vil reagere. Du ridser fint nogle ting op, og jeg tror det væsentligsteer, at vi må imødese større risici – og hvor store vil vi acceptere disse bliver.

  2. Menneskeheden er desværre færdig på længere sigt, hvis ikke vi holder os nogenlunde til Paris-aftalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *